Lovudkast om aktier kalder måske på handling i år

Aktiesparekonto

Der kan maksimalt indskydes 106.600 kr. på en aktiesparekonto (2023-sats), hvor gevinster beskattes med 17 % og ikke med de almindelige 27 % / 42 %. Det foreslås at indskudsloftet skal forhøjes frem til 2026. Dette skal i 2024 være 135.200 kr. Og i 2025 være 136.500 kr. Og i 2026 være 140.100 kr. Det er det maksimale indskud der foreslås forhøjet, det er ikke årlige indskudsmuligheder. Hvis aktierne – rent teoretisk - forbliver at være præcis det samme værd, vil der således for eksempel kunne indskydes 3.600 kr. i 2026.

Man mener at forhøjelsen af aktiesparekontoen vil medføre at staten får 25 mio. kr. mindre i kassen fra og med 2026, når forslaget er fuldt indfaset. Det er bemærkelsesværdigt at der er tale om så lille et beløb.

Der kan oprettes én aktiesparekonto per person. Men hvis der fejlagtigt er oprettet flere, er det den først oprettede, som har skattemæssig status som ”aktiesparekontoen”. Det foreslås at skatteforvaltningen skal kunne godkende en senere oprettet aktiesparekonto, hvis der er oprettet mere end én aktiesparekonto. Det har de ikke kunnet tidligere, og det vil skabe mere fleksibilitet, hvis man er kommet til at oprette mere end én aktiesparekonto.

First North

Det skal skattemæssigt være nemmere for personer at investere i aktier. I dag er handel med aktier fra Københavns Fondsbørs et ”reguleret marked” og beskattes som børsnoterede aktier. Aktier fra First North er derimod en ”multilateral handelsfacilitet”, og beskattes som unoterede aktier.

Det foreslås nu, at aktier fra First North og andre multilaterale handelsfaciliteter skal overgå fra at være beskattet som unoterede aktier til at blive beskattet som børsnoterede aktier.

Det lyder jo besnærende og simplere i fremtiden. Men det vil også medføre at realiseret tab på sådanne aktier ikke længere skal kunne modregnes i skat af anden indkomst, men derimod kun i gevinster og udbytte fra andre børsnoterede aktier. Tabene bliver altså kildeartsbegrænsede.

Ændringen skal have virkning fra 1. januar 2024. Det kan være at overgangsreglerne justeres i det endelige lovforslag, men ellers er konsekvensen at dine tab på First North aktier fra 1.1.2024 skifter fra at kunne modregnes din øvrige skat, til kun at kunne modregnes i gevinster på børsnoterede aktier. Måske skal man overveje om aktier med større urealiserede tab, skal realiseres (sælges) inden nytår, således at tabet vil kunne modregnes din øvrige skat. Og så evt. købes igen efter nytår.

Statusændringen vil også medføre, at der ved salg af aktierne til det udstedende selskab, efter anmodning hos Skatteforvaltningen, vil kunne opnås fradrag af anskaffelsessummen. Ellers vil hele salgssummen som nu blive beskattet som udbytte.

Se høringsdetaljerne her.

Du er som altid velkommen til at kontakte os hvis spørgsmål

Udgivet 01/09/2023

Book møde

Efter et møde med dig, hvor vi lærer hinanden at kende og gennemgår din situation og ønsker, kan vi varetage os alt det praktiske.
Book et møde
Idégrundlaget for revisorvirksomheden
Døssing & Partnere er at drive en godkendt revisorvirksomhed, der leverer kvalitetsydelser til kunderne til konkurrencedygtige priser.

Kontakt

4824 7314
dossing@dossing.dk
Roskildevej 12A
3400 Hillerød
Google Maps
Døssing & Partnere © 2021
CVR.: 42491748