Vær opmærksom på den nyeferielovs overgangsperiode

Vær opmærksom på den nyeferielovs overgangsperiode

Den nye ferielov træder i kraft den 1. september 2020, men allerede fra den 1. september2019 indtræder en overgangsperiode på et år, hvor særlige regler gælder.

Den såkaldte overgangsperiode løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020. De feriedage og tilhørende feriemidler, som lønmodtageren optjener i overgangsperioden, skal i første omgang indefryses.

Lønmodtageren kan altså ikke umiddelbart gøre brug af de optjente feriedage og tilhørende feriemidler.

Først når lønmodtageren rammer folkepensionsalderen, udbetaler Lønmodtagernes Fond for tilgodehavende Feriemidler (fonden) de indefrosne midler til lønmodtageren.

I nogle tilfælde kan lønmodtageren søge om en tidligere udbetaling, eksempelvis ved overgang til efterløn og førtidspension. Overgangsperioden og indefrysningsordningen sikrer en glidende overgang fra gældende ferielov til den nye ferielov, uden at lønmodtagerne har ret til dobbelt ferie med løn.

Virksomheden kan indbetale eller administrere feriemidler

For hver lønmodtager skal virksomheden opgøre optjente feriedage og tilhørende feriemidler i overgangsperioden. Opgørelsen skal indberettes til fonden senest

den 31. december 2020. Virksomheden kan vælge enten at indbetale de optjente feriemidler til fonden eller at vente med at indbetale og i stedet beholde midlerne i virksomheden, indtil lønmodtageren når pensionsalderen eller forlader arbejdsmarkedet.

Virksomheden administrerer feriemidler

Hvis virksomheden vælger at administrere de indefrosne feriemidler, kan den selv råde over de likvide midler, som eksempelvis kan anvendes til drift eller investering.

Feriemidlerne skal indeksreguleres, så det beløb, som virksomheden til sin tid skal betale til fonden, stiger år for år. Hvert år sender fonden en opgørelse over indeksreguleringen til virksomheden samt en opkrævning om betaling af feriemidler for lønmodtagere, der har nået pensionsalderen.

Virksomheden kan når som helst vælge at indbetale det skyldige resterende beløb til fonden. Virksomhedens årsregnskab skal vise den opgjorte forpligtelse i balancen som en gældspost, og den årlige indeksregulering skal belaste resultatopgørelsen.

Virksomheden indbetaler feriemidler

Hvis virksomheden i stedet vælger at indbetale de indefrosne feriemidler for overgangsperioden til fonden, slipper virksomheden for at administrere feriemidlerne.

Blandt andet undgår virksomheden at skulle indbetale til fonden, efterhånden som lønmodtagerne når pensionsalderen. Til gengæld har virksomheden ikke rådighed over de likvide midler.

På kort sigt er denne løsning derfor mere likviditetskrævende, end hvis virksomheden vælger at administrere de indefrosne feriemidler.

Tal med din revisor om, hvad dette betyder for din virksomheds likviditet.