Mere pension til pensionister med arbejdende ægtefælle fra Nytår.

Den 7. juni 2022 var en god dag, hvis du er pensionist, og i dag må tåle, at din pension bliver reduceret helt eller delvist med ægtefællens lønindkomst.

Folketinget vedtog nemlig en lov den 7. juni om, at din ægtefællens løn fra 1. januar 2023 ikke længere skal modregnes i din pension.

Se pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet her
https://bm.dk/.../modregning-i-social-pension-som-foelge.../

At nyheden kom fra Beskæftigelsesministeriet var ingen tilfældighed. Formålet med loven er nemlig at motivere flere seniorer til at fortsætte med at arbejde, og her er penge altid en god motivationsfaktor.

Satserne for folkepension i 2022
Folkepensionens grundbeløb pr. måned 6.547 kr.
Pensionstillæg gifte (per gift person) pr. måned 3.800 kr.
Andre indkomster, før der sker reduktion (gifte) 179.700 kr.

Modregning efter nugældende regler:
Efter de nugældende regler sker der ingen modregning i folkepensionens grundbeløb, selvom din ægtefælle fx tjener 600.000 kr. ved lønarbejde.

Folkepensionens grundbeløb er altså fredet i klasse A og bliver kun reduceret, hvis du selv har arbejdsindkomst over 348.700 kr.

Anderledes er det i forhold til dit pensionstillæg, som udgør 3.800 kr. pr. måned (for gifte og samlevende). Her starter modregning allerede, når jeres samlede indkomster ud over din folkepension udgør 179.700 kr.

Det kan fx være ATP, renteindtægter, aktieudbytte, udbetalinger fra private pensionsordninger eller ægtefællens lønindkomst.

Der gælder dog en særregel om, at du selv må tjene op til 122.000 kr. i lønindkomst, uden at disse penge indgår i beregningsgrundlag for reduktion af din pensionstillæg.

I regnestykket medregner man kun din ægtefælles lønindkomst med en andel på 46 %, vel og mærke, hvis din ægtefælle ikke er pensionist.

Hvis I ikke har andre indtægter end din ægtefælles løn, så må din ægtefælle altså tjene: 179.700/46% = 390.650 kr., før modregning kommer på tale.

Hvis I samlet set har andre indkomster over 179.700 kr. bliver dit pensionstillæg reduceret med 32 % af den indtægt der overstiger 179.700. Det betyder, at hver gang beregningsgrundlaget stiger med 100 kr., bliver din pension reduceret med 32 kr.

Modregning af ægtefælleindkomst afskaffes i 2023:
Når Nytårsklokkerne har ringet ud i år, betyder de nye regler, at der ikke længere sker modregning i pension af ægtefællens indkomst. Det gælder også samlevers indkomst.

Jævnfør pressemeddelelsen fra Beskæftigelsesministeriet regner man med, at de nye regler kommer omkring 100.000 pensionister til gode. Man håber på, at den økonomiske gulerod vil øge arbejdsudbuddet med 1.650 fuldtidsstillinger.

Det er altså pr. 1. januar 2023 fuldstændig ligegyldigt for din pension, hvor meget din ægtefælle/partner tjener ved arbejde.

Din ægtefælle kan i princippet tjene over 1 mio. kr. i løn, uden at det går ud over dit pensionstillæg, forudsat at jeres øvrige indtægter, såsom ATP, private pensionsudbetalinger og kapitalindkomster ikke overstiger 179.700 kr. (2022-niveau).

Din ægtefællens løn bliver altså fra Nytår taget fuldstændig ud af ligningen.

Eksempel
Du har ud over din folkepension en indkomst i form af ATP og udbetalinger fra en privat pension på i alt 179.700 kr. Din ægtefælle har en løn på 350.000 kr. Din ægtefælle er ikke pensionist.

I 2022 vil dit pensionstillæg blive reduceret med: 350.000 x 46 % x 32 % = 51.520 kr. Da dit pensionstillæg er 45.600 kr., vil det bortfalde fuldstændigt i 2022.

I 2023 medregnes din ægtefælles løn ikke i beregningsgrundlaget. Du kan altså høste en gevinst på 45.600 kr. efter de nye regler svarende til ca. 27.000 efter skat. Du kan altså netto se frem til 2.280 kr. mere i lommen hver måned i det nye år.

Egen lønindkomst
Som nævnt må du i dag have en arbejdsindtægt på op til 122.000 kr., før lønnen indgår i beregning af reduktion af dit pensionstillæg.

Da Folketinget i juni vedtog at afskaffe modregning af ægtefællens løn i pensionstillæg, gav partierne hinanden håndslag på, at man også ville afskaffe modregning af egen lønindtægt i pensionstillægget. Altså den løn som du selv tjener ved siden af pensionen.

Der er dog endnu ikke fremsat noget lovforslag, da der kom et valg i mellem.

Da der var tale om en brev aftale over midten, kan vi forvente, at den nye regering snart vil fremsætte lovforslag, så egen lønindkomst også tages helt ud af ligningen i forhold til beregning af pensionstillæg.

Vi må se hvad der sker. Måske kommer det til at gælde allerede i 2023.

Udgivet 09/11/2022

Book møde

Efter et møde med dig, hvor vi lærer hinanden at kende og gennemgår din situation og ønsker, kan vi varetage os alt det praktiske.
Book et møde
Idégrundlaget for revisorvirksomheden
Døssing & Partnere er at drive en godkendt revisorvirksomhed, der leverer kvalitetsydelser til kunderne til konkurrencedygtige priser.

Kontakt

4824 7314
dossing@dossing.dk
Roskildevej 12A
3400 Hillerød
Google Maps
Døssing & Partnere © 2021
CVR.: 42491748 
X