CRYPTO - Asymmetrisk behandling af gevinst og tab.

Hvis du er typen, som bliver grebet af misundelse, når du hører om folk som har scoret store gevinster på bitcoins og andre Crypto-valutaer, så kan du i det mindste trøste dig med, at SKAT også har set sig ond på spekulanterne i en helt usædvanlig grad....

Køb og salg af Crypto-valuta er spekulation siger Højesteret.
I starten, da bitcoin blev offentlig kendt for ca. 12 år siden, vidste SKAT ikke rigtig, hvilke ben de skulle stå på. Nogle skatteydere fik endda det svar, at gevinsten måtte være en skattefri på samme måde som når du sælger et maleri eller mors gamle sølvtøj.

Men senere så markedet den hidtil største kursstigning på noget objekt siden ”tulipanboblen” i 1634. I perioden 2010-2021 er prisen på en bitcoin steget fra $0 til $69.045, da kursen var højest.
Særlig markant var den eksponentielle stigning i 2017. Det fik i den grad SKAT til at spærre øjnene op og vågne op fra deres rævesøvn.

SKAT har i dag lagt sig benhårdt fast på, at gevinst på Crypto-valuta altid skal beskattes som spekulation.
Den linje er nu bekræftet af Højesteret som i slutningen af marts 2023 udkom med en dom, som statuerede spekulation, selvom skatteyder havde købt bitcoins helt tilbage i 2011, hvor den virtuelle valuta stadig var i sin vorden.
Argumentet med at man har købt bitcoins af interesse for teknikken holder altså ikke vand.

Asymmetrisk behandling af gevinst og tab
Crypto-valuta er i mangel af særlovgivning havnet i en ”kasse” for sig defineret i den gamle statsskattelov fra 1922. I samme kasse ligger spekulation i ædelmetaller, som hvis du fx køber en guldbarre, lægger den i en bankboks og sælger den senere med gevinst. 
Gevinst ved spekulation beskattes som personlig indkomst med helt op til 52 % skat.
Et tab derimod kan alene trækkes fra som et ligningsmæssigt fradrag, med en skatteværdi på knap 26 %.

Det kommer bag på mange, at der kan være sådan en asymmetri på gevinst og tab inden for samme kategori.

Hvert salg skal opgøres for sig
Men det er ikke slut endnu, for SKAT har i deres nidkærhed for at knække spekulanterne anlagt den helt enestående holdning, at gevinst og tab inden for SAMME indkomstår skal lægges i 2 forskellige kasser.
Gevinster i året løb lægges i ”gevinstkassen” med en skat på op til ca. 52 % og tabene lægges over i ”tabskassen” med en fradragsværdi på knap 26 %
Det betyder, at du skal betale skat, selvom din samlede gevinst i årets løb går i 0.

Du er som altid velkommen til at kontakte os

Udgivet 14/04/2023

Book møde

Efter et møde med dig, hvor vi lærer hinanden at kende og gennemgår din situation og ønsker, kan vi varetage os alt det praktiske.
Book et møde
Idégrundlaget for revisorvirksomheden
Døssing & Partnere er at drive en godkendt revisorvirksomhed, der leverer kvalitetsydelser til kunderne til konkurrencedygtige priser.

Kontakt

4824 7314
dossing@dossing.dk
Roskildevej 12A
3400 Hillerød
Google Maps
Døssing & Partnere © 2021
CVR.: 42491748