Ny ferielov træder i kraft 1. september 2020

Den 80 år gamle danske ferielov står for fald. 

Den nye ferielov, som nu er vedtaget, træder i kraft i 2020 og får væsentlig betydning for den måde, vi som lønmodtagere optjener og afholder ferie. I 2019 skal arbejdsgiverne i gang med at ændre ansættelseskontrakter, personalepolitik, lønsystemer mv. 



Den nye ferielov – ferie afholdes samme år, som den optjenes

Ifølge den gamle ferielov, som vi kender den i dag, er der forskudt ferie. Lønmodtageren skal først optjene ferien, før den kan holdes. Optjening af ferie sker i kalenderåret (1. januar til 31. december), mens ferien først kan afholdes fra 1. maj til 30. april året efter. Ifølge den nye ferielov optjener og afholder lønmodtagere deres ferie på samme tid. 

Når ferieloven nu langt om længe er lavet om, så skulle man tro, at lovgiver, for at skabe enkelthed, valgte at slå ferieåret sammen med kalenderåret. Dette er dog ikke tilfældet og man har i stedet valgt at indføre et helt nyt ferieår, som løber fra 1. september til 31. august. 

Inden for dette ferieår optjener man ferien og holder ferien på samme tid. Dog får lønmodtager 4 måneder ekstra til at holde ferien, så afholdelsesperioden går fra 1. september til 31. december (16 måneder).

Den nye lov tilgodeser især nyansatte medarbejdere, der kan tillade sig at holde betalt ferie allerede i løbet af det første år. Den nye lov er blevet til efter pres fra EU, der vil sikre medarbejdernes rettigheder. 

Den gamle ordning: Den nye ordning:

 (Billedkilde: www.regeringen.dk)


Ingen lov uden overgangsordning – opsparet ferie indefryses

”Ingen lov uden overgangsordninger”, gælder også i dette tilfælde. 

I forbindelse med lovens ikrafttræden den 1. september 2020 vil der være mange medarbejdere, der har optjent 25 dages ferie. Hvis denne ferie skulle udbetales til medarbejderne, ville det medføre en stor likviditetsmæssig belastning for virksomhederne.  

Derfor kan virksomheden i stedet vælge at indefryse feriepengene. De indefrosne feriepenge skal først udbetales, når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet og går på pension. Virksomheden kan også vælge at afregne de indefrosne feriepenge i forbindelse med, at medarbejderen fratræder. Dette er valgfrit.

De indefrosne feriepenge vil blive forvaltet af virksomheden selv eller af en nyoprettet fond kaldet ”Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Midler”. Fonden vil ligge under Lønmodtagernes Dyrtidsfond og vil få teknisk hjælp fra ATP.

Uanset om virksomheden vælger af forvalte feriepengene i eget regi eller indbetale dem til den nye fond, skal virksomheden indberette de indefrosne feriepenge til fonden. Der afregnes ikke A-skat, uanset om pengene bliver stående i virksomheden eller de indbetales til fonden. A-skatten afregnes først det år, hvor pengene bliver udbetalt til medarbejderen. 

Indbetaling af de indefrosne feriepenge er valgfri. Hvis virksomheden vælger at beholde de indefrosne feriepenge, vil der komme retningslinjer for, hvordan feriepengene sikres mod konkurs og lignende. Feriepengene skal i alle tilfælde indberettes til fonden. I perioden frem til udbetaling skal der ske en forrentning af de hensatte feriepenge. I fonden forventer man at forrentningen vil blive i størrelsesorden 4,5 %. 

I virksomhederne vil beløbet skulle reguleres i takt med lønstatistik fra DA. Der ligger her et arbejde for revisor i at tjekke, at de hensatte feriepengeforpligtelser er bogført og at forpligtelsen bliver reguleret år efter år.

Når medarbejderen forlader arbejdsmarkedet, vil fonden sende besked til virksomheden og bede den om udbetaling af det pristalsregulerede feriepengebeløb. Medarbejderen samt SKAT får også besked om feriepengene. Virksomheden kan når som helst vælge at indbetale feriepengene til fonden, hvis den ikke længere ønsker at administrere de indefrosne midler. 

Udgivet 26/06/2018

Book møde

Efter et møde med dig, hvor vi lærer hinanden at kende og gennemgår din situation og ønsker, kan vi varetage os alt det praktiske.
Book et møde
Idégrundlaget for revisorvirksomheden
Døssing & Partnere er at drive en godkendt revisorvirksomhed, der leverer kvalitetsydelser til kunderne til konkurrencedygtige priser.

Kontakt

4824 7314
dossing@dossing.dk
Roskildevej 12A
3400 Hillerød
Google Maps
Døssing & Partnere © 2021
CVR.: 42491748